Tid til en samtale

Første ledige tider: Fredag 30. juli kl. 11.00, tirsdag 3. august kl. 13.00 og 15.00, onsdag 4. kl. 11.00 og 13.00, torsdag 5. kl. 11.00 og 13.00. Ledig aftentid: Tirsdag 3. august kl. 19.00 (bemærk højere pris på aftentider)

Mail-rådgivning og telefon-rådgivning
Svar indenfor få timer... når det brænder på!


Hyggelige, nærgående og udfordrende aftner med Håndlæseren og Parterapeuten

Vejen til mandens hjerte

Vejen til mandens hjerte er blevet solgt i 70.000 eksemplarer i Danmark og Norge. Bogen er udsolgt i originaludgaverne fra forlaget Lindhardt og Ringhof og kan kun købes her.

Se læseres reaktioner på bogen

Her kan du læse lidt af forordet fra Vejen til mandens hjerte

Hvis du ikke får kærlighed nok fra manden er det din egen skyld

Når jeg holder foredrag om forholdet mellem mænd og kvinder, lytter kvinder meget interesseret. Kvinder er meget nysgerrige. I vil meget gerne vide mere om mænd. Vide hvad mænd gerne vil have. Hvad mænd ikke kan lide. Hvad der tænder en mand. Hvad der gør en mand indelukket. Og hvordan man åbner ham igen.

Men mange kvinder bliver også meget kede af høre på det, der bliver sagt. De bliver triste, når jeg siger, at de selv har en stor del af skylden for, at de ikke får den kærlighed, de savner. At manden gør sit bedste. At han ikke bevidst modarbejder kvinden. At han ikke er født dum og vrangvillig. At han ofte misforstår hende. At hun ofte misforstår ham. At begge parter savner viden. At hun gør alt det forkerte i forsøget på at komme ind på ham. Og at hun har gjort det forkerte med stor energi i mange år.

Det er ubehageligt at skulle indse sine fejl. Det er ikke rart at få at vide, at man har dummet sig, når man nu har gjort sit allerbedste for at gøre det rigtige. Det er ikke rart at få at vide, at man i de seneste 15 år kunne have fået langt mere kærlighed, hvis man blot havde handlet anderledes. Det er ikke rart at skulle erkende, at man har givet kærlighed i store mængder, uden at den overhovedet er blevet modtaget. Og værst af alt… at man ikke har fået en brøkdel af den kærlighed, man gerne ville have, fordi den var spærret inde i hjertet på en mand, man selv var med til at låse af.

Når jeg fortæller, at mænd er langt mere sårbare og svære at nå frem til, end kvinder er klar over, reagerer nogle kvinder ved at blive irriterede og sige nedladende sætninger som: "Det er vel nok hårdt for jer" eller "Ih, hvor er det synd." Hvortil man som regel kun kan svare, at hvis disse kvinder på samme måde har latterliggjort deres mand, når han åbnede sig og fortalte frit fra leveren, så må det være meget længe siden, de har fået kærlighed fra manden.

Disse kvinders aggression og angrebslyst dækker ofte over, at de igennem en længere periode har savnet ægte kærlighed fra det menneske, de lever tæt sammen med. Jo mere ondt det gør at høre en anden sandhed end ens egen, jo mere primitiv risikerer man at blive i sit forsøg på at stoppe den andens ord. Nogle kvinder siger, at det må være mænds eget ansvar at fortælle, hvad vi kan lide og ikke lide. "Det kan virkelig ikke være min opgave," bliver der sagt.

Til det må jeg sige: "Jo, det er din opgave." Det er kvindens opgave at spørge manden ud om, hvad han gerne vil have. Som kvinde kan man vælge at leve i illusionernes verden og håbe på, at manden vil komme af sig selv. Det gør han ikke. Hvad det angår, er mænd ikke så udviklede som kvinder. Så her har I kvinder en forpligtelse. En byrde der skal løftes, fordi I på dette område er stærkere end mændene. Jo, det ville være dejligt, hvis mænd af sig selv ville stille krav om opbakning, beundring og seksuel forførelse. Men sådan er mænd ikke. I hvert fald ikke flertallet.

Hvis manden ikke får det, han gerne vil have, trækker han på skuldrene og kaster sig over arbejdet i stedet. Og så ender kvinden alligevel med at stå alene. Hun er nemlig mere afhængig af at få kærlighed i forhold til en kæreste. Det er et fåtal af kvinder, der kan hente tilstrækkelig kærlighed i begejstringen for deres arbejde. Her klarer mændene sig bedre. Kvinder er generelt mere afhængige af at få kærligheden fra andre mennesker. Og især en kæreste.

Det er de moderne, stærke kvinders problem, at I har mere indsigt end os mænd. Derfor skriver jeg denne bog til jer. Fordi det er jeres ufordring at forvalte denne magtfulde indsigt. Når kvinder bruger deres viden til at skyde løs på manden, så skyder de samtidig sig selv i foden. Og denne ulykkelige og formålsløse krig går ud over børnene. Når mor og far har travlt med at være i krig, bliver børnene krigens ofre. De vokser op og får følelsesmæssige forfrysninger i en kold krig mellem to supermagter.

Mange børn vokser op i kærlighedsforhold uden kærlighed, kys, nus, kærtegn og holden om mellem forældrene. Og mellem forældre og børn. Det eneste sted, de oplever kærlighed, er på film eller i teksten til en popsang. Så om ikke andet har kvinder en forpligtelse over for børnene.

En mand fortalte mig, at i hans ægteskab følte han sig mest tryg, når han og konen kunne have en rolig udveksling af meninger, når det gjaldt deres kærlighedsforhold. Han oplevede det som "farligt," når de skulle tale om parforholdet. Det var som at bevæge sig i et område med landminer. Hvis deres samtale handlede om noget mere upersonligt, var han mere parat til højrøstet diskussion og udveksling af meninger. Men hans kone var mest til slagsmål og diskussion, når det handlede om det personlige, om deres ægteskab. Jeg sagde til ham, at hun måske gerne ville slås med ham og have ham til at vise sin styrke, når det handlede om noget, som for alvor betød noget for hende. Hun ville gerne sættes på plads på en god måde. Så hun ikke skulle føle, at det var hende alene, der stod med hovedansvaret for familiens anliggender.

Held og lykke med at finde vejen til mandens hjerte
Og husk at hvis det ikke lykkes, er ansvaret ikke kun dit, men også hans.

Med venlig hilsen
Martin Østergaard


VTMH.gif
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel