Læsernes reaktioner på

Vejen til mandens hjerte

Jeg har lige købt din bog "Vejen til din elskedes hjerte" via hjemmesiden. Tak for dén!

(Det er i den del af bogen, som hedder "Vejen til mandens hjerte", at det nedenforstående eksempel er hentet, Martin Østergaard)  

Du har sikkert hørt det mange hundrede gange før, men jeg vil alligevel ikke holde mig tilbage for at sige tak for dine gode råd.

Her får du lige en lille historie. Alle andre er selvfølgelig meget velkommen til at kigge med.

Jeg har før læst "Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus". Det er en rigtig god bog, som har hjulpet mig/os da vores forhold var kørt helt af sporet.

Men man må atter glædes helt ind i hjertet, når man efter få sider i DIN bog, allerede har fået et nyt råd/værktøj, der bare virker mirakuløst.

Det var dét der med at sætte ord på at man som kvinde accepterer/respekterer at manden har sin egen mening, og man ikke nødvendigvis behøver være enig.

Trods dét at min mand kan være aggresiv og hård verbalt (aldrig voldelig), har jeg altid vidst at han var følsom på bunden.

Men ikke at han var SÅ følsom, og hvor mange gange jeg har fejlet, fordi jeg ikke vidste bedre.

Historien er egentlig ret banal:

Jeg havde om formiddagen læst de første ca.40 sider i din bog, og gik i løbet af dagen og summede lidt over ordene.

Om eftermiddagen var jeg på indkøb med et gavekort til IMERCO på 200 kr. og en aftale med min mand om at købe en el-koger.

I butikken havde de én på tilbud til 300 kr. og da den var væsentlig mere "tjekket" end den tidligere vi havde, tænkte jeg:"Den napper jeg!"

Glad og stolt af mig selv over købet af min nye fine el-koger, gik jeg hjem til min kære mand, med en forventning om at han selvfølgelig ville anerkende mit køb.

Men ak! - han tog kærligt imod mig i døren, åbnede æsken, stod et øjeblik uden at sige noget, hvorefter han med nedslået blik sagde:
"Har du givet 300 kr. for en el-koger? Det er da godt nok en pebret pris, når man tænker på hvad funktion den har! Selv om den er nok så fin, så kunne jeg bedre forstå, hvis du havde givet 200 kr. for en rigtig god kniv, som kunne give én lyst til at lave noget god mad. - Man kan jo få en ganske almindelig elkoger for 100 kr. og den koger vandet ligeså godt !!!"

Det skal lige siges, at min mand er ret stærk at "slås" med verbalt, og jeg har altid i bedste mening tænkt at han ville respektere mig mest hvis jeg uforbeholdent sagde min mening, så han fik noget modspil.

Jeg tror stadig på at det er vigtigt at være ærlig omkring min egen mening, men jeg har aldrig tænkt på at jeg kunne gøre det anderledes.

Jeg plumpede da også i dette tilfælde i med begge ben og sagde såret:
"Hm! Jeg troede ellers du ville blive glad, nu jeg havde købt en el-koger. Jeg syn´s jo den er meget finere end den anden vi havde... men jeg skal da nok levere den tilbage igen, hvis dét kan gøre dig glad!"

Og som det er sket tusinde gange før, var min mands vrissende kommentar på dette:
"Du har ikke hørt halvdelen af hvad jeg sagde!"
(Efter denne typiske/velkendte kommentar, plejer vi at diskutere/skændes, eller også klapper min mand i som en østers).

DA var det, at jeg kom i tanker om dine ord om anerkendelse af mandens mening.
Så i stedet for at fare op og forsvare selve dét at "jeg ikke havde hørt halvdelen", trak jeg vejret en ekstra gang og sagde:
"Jo, skat... Jeg har hørt alt hvad du sagde, og du har selvfølgelig ret til at have din mening..."

Jeg nåede ikke længere, for min mand løftede blikket, så mig direkte i øjnene og sagde:
"Men du har en anden mening?"

"Ja!"- sagde jeg... nu med et smil.
"Jeg personligt syns det er mere værd at kunne gå forbi mit køkkenbord og glædes over min synlige fine el-koger, end det er at vide der ligger en god kniv gemt væk i skuffen....- Men jeg accepterer din holdning!"

Og så skete miraklet.
Istedet for at kritisere min mening, sagde min mand med et stort smil, at det kunne han sagtens følge mig i, men han ville alligevel gerne argumentere for at det var en god idé at investere i en god kniv.
Og med stjerner i øjnene tog han to knive frem, og begyndte en lang ivrig forklaring om hvad for én der var den bedste og hvorfor.

Han pludrede løs, og tog grøntsager frem fra køleskabet for rigtig at demonstrere hvad han mente. Glad som en stor skoledreng.

Da jeg fornøjet sagde at jeg måtte indrømme at han havde nogle rigtig gode argumenter, tog han mig om skuldrene, stadigt smilende, og sagde at han syntes det var en rigtig flot el-koger, men han ville gerne gøre et forsøg på at få den samme til en billigere pris, hvis det var ok med mig.
Mon ikke !!!

Resten af aftenen var ren svir. Han lavede mad, klippede den mindstes hår, hjalp den store med en opgave på computeren og elskede ømt og kærligt med sin kone.

Og jeg, der ellers lige var ved at skrive ind for at høre om et godt råd, i forhold til at manden var holdt helt op med at deltage i noget herhjemme......!

Jamen det er jo ganske simpelt genialt!

Jeg husker nu at han i sin tid, før vores store krise ofte sagde i en spydig tone: "Ja, ja du er altid englen og jeg er skurken...

Det er muligt at jeg dengang fik ham til at tænke sådan, fordi han bare manglede denne ene lille ting fra mig:
At få at vide at jeg accepterede hans holdning, selvom jeg ikke var enig.

Efter vores krise, har jeg gået meget stille med dørene mht. kritik og diskussion, fordi jeg så hvad det førte til.
Men jeg kan også nu, tre år efter krisen, mærke at vi trænger til at komme tæt på hinanden igen... være ægte og sige vores mening uden frygt for at miste.

Jeg håber og tror at din bog vil være til rigtig god hjælp.

Ellers finder jeg vel en dag modet til at gå i terapi hos dig ;o)

Kærlig hilsen Maria