Tid til en samtale?

Første ledige tid er mandag 15. marts kl. 13.00 og onsdag 17. marts kl. 11.00 og 13.00.

Første ledige aftentid er onsdag 17. marts kl. 17.00 (bemærk højere pris på aftentider)

Med venlig hilsen
Martin Østergaard  

Mail-rådgivning
Få svar indenfor et døgn... hvis det brænder på!


Hyggelige, nærgående og udfordrende aftner med Håndlæseren og Parterapeuten

Om rådgiveren


Martin Østergaard
Født 1962, psykoterapeut, forfatter og journalist.
Far til Asta på 15, Rasmus på 8 og Simon på 6.

Uddannelse
Danmarks Journalisthøjskole 1983-87
Institut for Kreativ Psykoterapi, 1992-96
Efteruddannelse for erfarne terapeuter på Kempler Instituttet 2004
Supervisor-udd. samme sted, 2005-06
Privat praksis siden 1996 med speciale i parterapi

Tidsbestilling
Telefon:  50 27 28 28
Mail:  vores_hjerte@mail.dk

Adresse for praksis og privat
Nørrebrogade 40, 3.tv.
2200 København N
 
Læs mere om rådgivningen herunder

Martin Østergaard 2008

Om rådgivningen

Rådgivningen foregår i dagtimerne.
Men der er også mulighed for aftentider - spørg efter disse.
Der afsættes normalt halvanden time ved første møde.

Prisliste - dagtider kl. 11.00, 13.00 eller 15.00
Rådgivning af enkeltperson: Kr. 700,- (45 minutter)
Rådgivning af par: Kr. 800,- (45 minutter)

Prisliste - aftentider kl. 17.00 eller 19.00
Rådgivning af enkeltperson: Kr. 900,- (45 minutter)
Rådgivning af par: Kr. 1.000,- (45 minutter)

Alternativer til rådgivning med fysisk fremmøde

Mail-rådgivning: Kr. 600,-. Betaling på forhånd via online butik. Derefter sendes mail med beskrivelse af problematik. Der vil ofte komme svar inden for 24 timer.
Telefon-rådgivning: Kr. 600,- for  (45 min). Send mail eller ring og bestil en tid. Betaling via online butik før samtale.

Ændring og afbestilling af aftale
Ændring og afbestilling af aftale skal ske mindst 48 timer før aftalen. Ved for sen afbestilling eller ved udeblivelse betales der for 45 minutters rådgivning. Afbestilling ved telefonopringning anbefales. Hvis en tid afbestilles  via mail eller sms er den ikke gældende, før jeg har givet besked om at have modtaget og anerkendt afbestillingen. 

 

I rådgivning første gang

For nogle virker det naturligt at række ud og bede om hjælp.
For andre er det et stort skridt og en stor overvindelse at modtage rådgivning omkring deres liv. De fleste vil gerne klare problemerne selv, og det synes jeg er sundt. Men det er også sundt at bede om hjælp, når man ikke kan komme længere alene eller i fællesskab. 

Hvordan foregår det?

Min rådgivning består i, at jeg lytter på folks historier, og når det er tid til at blande sig, blander jeg mig, siger min mening og kommer gerne med råd. Nogle gange er der ikke så meget grund til, at jeg blander mig. Andre gange er jeg mere aktiv. Nogle gange er vi alle stille og berørte over noget smukt eller smertefuldt, der bliver sagt. Andre gange er der larmende latter. Og nogle gange går de to ting hånd i hånd.

Hvilke problemer kommer folk med?

Parrene kommer som regel, fordi de ikke længere synes, at de selv kan overskue deres problemer. De har brug for en udenforståendes hjælp. "Vi kan ikke kommunikere" eller "Det er gået i hårdknude" eller "Vi skændes for meget og på en alt for hård måde" er almindelige udmeldinger. Jeg bidrager så med nogle nye idéer og forslag. Og med at hjælpe parterne til at se, hvilke fejl de hver især begår. Måske kan jeg hjælpe med at skabe en lille åbning af en dør, der i en periode har været lukket mellem de to.

Når en enkeltperson kommer i rådgivning hos mig, handler det oftest om problemer i forhold til en kæreste eller ægtefælle. Men det kan også handle om problemer i forhold til forældre, børn eller kolleger/overordnede på arbejdspladsen.

Hvad forventer folk af rådgivningen?

Kærestepar, som opsøger mig, ønsker som regel konkrete råd til, hvordan de skal handle i den situation, de befinder sig i lige nu. Hvordan skal de komme videre? Hvordan skal de slippe ud af fastlåste mønstre? De ønsker udvikling og forandring.

Nogle har også behov for at tale om fortiden og forholdet til deres forældre, barndom, ungdom og tidligere kærester for på den måde at gennemgå en personlig udvikling. I min rådgivning taler vi mest om situationen lige nu og mindre om fortiden.

Hvilke metoder bruger du?

Min metode er klassisk samtaleterapi. Jeg lytter, siger min mening og giver råd.
Min arbejdsmetode er direkte og subjektiv, og nogle mennesker bliver behageligt overraskede, fordi de tidligere har oplevet rådgivere, der lyttede meget, men ikke gav så konkrete råd og helst ikke ville sige deres mening.

Hvad sker der i parterapi?

Hvis der er tale om et nyt par, beder jeg dem fortælle, hvad der er årsagen til, at de kommer. Man behøver ikke at have forberedt sig og have skrevet noget ned. Men man er velkommen til at sende mig nogle oplysninger, hvis det føles som en god forberedelse for en selv. De fleste fortæller, så frit de nu kan om det, de hver især ser som forholdets væsentligste problem. Det er ofte ikke det samme, de to fokuserer på. Derefter arbejder vi på at få afklaret, om de to hver især kan få nogle af deres ønsker opfyldt på det eller de områder, hvor følelserne sidder mest i klemme.

Hvis man har svært ved at overtale sin partner til at gå i parterapi kan man sige: "Du behøver ikke at synes, at det er en god idé. Det er okay, at du gør det for min skyld." Og partneren er også velkommen til at komme med som observatør uden absolut at skulle deltage meget aktivt og sige en masse.

Tager du imod enkeltpersoner?

Ja, enkeltpersoner er lige så velkomne som par. Enkeltpersoner kommer af mange årsager. Her er blot nogle få af de oftest forekommende:
Skal jeg forlade min kæreste?
Hvad gør jeg for at få et mere givende forhold til min kæreste?
Hvordan kommer jeg mig over min kærestes utroskab?
Hvorfor løber jeg ind i de samme problemer?
Hvilke fejl begår jeg over for min kæreste?
Hvilke fejl begår min kæreste over for mig, og hvordan reagerer jeg?

Er der ventetid?

Hvis der er ventetid, kan man komme på venteliste og håbe, at nogen aflyser en aftale, så man kan komme hurtigere til. I oktober-november og februar-marts vil ventetiden nogle gange være lidt længere, fordi jeg holder foredrag.

Hvad får man ud af det?

Ofte vil man allerede under rådgivningen kunne mærke en lettelse. Både fordi man får lov til at fortælle sin historie til en tredie person, der ikke er involveret i ens liv. Og fordi jeg som udenforstående og professionel ofte siger nogle ting, folk ikke har tænkt over før - i hvert fald ikke på den måde. Nogle gange føler folk sig lettet for en byrde på 10 kilo tunge sten på ryggen, når de går ud af døren.
Andre gange kan man også komme tynget ud af døren, fordi man har opdaget, at ens problemer bliver svære at løse.
Nogle gange føler folk, at mængden af problemer er den sammen, men at samtalen gav nye oplysninger, nyt mod og ny energi til at gå i krig med at løse problemerne.
Allerede efter den første samtale skulle der gerne være en række konkrete råd til, hvordan man kan lave om på den situation, man befinder sig i lige nu.
Nogle gange kan folk gå med mere fred i sjælen, fordi vi i samarbejde fik prikket hul på uroen og den stressende følelse af at skulle klare alting for alle andre.
Formålet med rådgivningen er at få øjnene op for nye måder at løse sine problemer på.
Man er velkommen til at tage en båndoptager med og optage rådgivningen, hvis man gerne vil bevare den til en senere lejlighed.

Hvor mange gange skal man komme?

Flertallet kommer to eller tre gange for at tale ud og høre min mening og mine forslag, og derfter ønsker de at prøve at klare sig selv.
Nogle vender tilbage en gang hvert halve år for at få lettet hjertet og justeret kursen.
Nogle kommer en gang om måneden i et års tid. Meningen med længere tids rådgivning er at få en varig forandring af handlingmønstre, man ikke længere vil leve med. F.eks. at man bliver ved at vælge den forkerte slags kæreste. Eller begå de samme fejl i et forhold.
Nogle kommer en gang om ugen i en periode på to måneder for at få en radikal udvikling på kort tid. Eller udvidet støtte i en svær tid.

Hvorfor er du blevet parterapeut?

Fordi jeg selv har haft både store glæder og store sorger med kærligheden.
Fordi kærlighedsforhold altid har været det, der har interesseret mig mest her i livet. Fordi jeg selv har fået hjælp til at løse mine problemer, blive opmærksom på mine fejl og til at blive en væsentlig bedre kæreste.

Hvad har du selv fået ud af at gå i rådgivning?

Jeg syntes egentlig, at jeg havde det meget godt, da jeg var lige omkring 30 år. Jeg skulle være far og sad og skrev med en kammerat på min første bog, som handlede om forholdet mellem sønner og fædre. (Sønner - jagten på fædrene, Tiderne Skifter, 1995)

Men jeg syntes også, at jeg gerne ville have det bedre. Jeg ville gerne være bedre i mit job som journalist. Bedre til at gå tættere på mennesker, fordi jeg igennem nogle år havde specialiseret mig i at lave portrætinterviews. Derfor valgte jeg at gå i terapi og tage en uddannelse som psykoterapeut. For at lære mig selv og andre bedre at kende.

Filosofien bag uddannelsen som psykoterapeut er, at du skal lære dine egne fejl at kende for derigennem at kunne hjælpe dig selv til at blive et menneske, der er nemmere at leve sammen med. Biproduktet af denne proces er, at man også bliver mere opmærksom på de fejl, andre begår, og at man kan hjælpe dem til at øve sig i at undgå dem - eller bare blive mere opmærksom på dem.

Uddannelsen som terapeut var lidt af en revolution for mig.
Pludselig oplevede jeg, at nogle medstuderende og min lærer gik ret tæt på mig og min måde at være på, og det fik mig til at opdage, at jeg faktisk begår en lang række små og store fejl over for mine medmennesker.
At jeg bl.a. holdt mig på afstand af andre mennesker ved at bruge ironi.
At jeg ikke var god til at fortælle en kæreste, hvad jeg ikke brød mig om, at hun sagde og gjorde.
At jeg ikke var godt til at fortælle en kæreste, hvad jeg savnede og behøvede for at kunne være tæt på hende og være en god kæreste.
At jeg undlod at give komplimenter, når jeg blev vred eller ked af det.
At jeg ikke kunne se mange af de fejl, jeg begik, med det resultat at min kæreste eller mennesker, jeg holdt af, trak sig lidt væk fra mig.

Jeg opdagede også, at folk ret godt kunne lide mig på trods af mine fejl, og at jeg pludselig kom meget tæt på andre og fik stort udbytte af denne nærhed og de gode samtaler, vi fik om alting og ingenting.

Jeg opdagede, at jeg nok havde skubbet mange mennesker lidt væk med min "jeg er god til det hele" attitude og "checket fyr" perfektionisme, som dækkede over, at jeg var dødgenert og enormt bange for kritik... eller man kan også sige, at jeg var lidt bange for, at folk kom rigtig tæt på.
Jeg opdagede, at mange godt kunne lide min følsomme, eftertænksomme og rolige facon. Og at de opfattede mig som meget vidende, mens jeg selv syntes, at jeg tvivlede på næsten alting og følte en utrolig uro indeni.

Jeg oplevede nogle år, hvor jeg lavede meget om på de eksisterende spilleregler mellem mig og mine nærmeste. Jeg begyndte at lave om på mønstre, der virkede nedbrydende på mig. Jeg blev bedre til at gå til modangreb, når folk gik til angreb på mig. Og på den måde blev jeg bedre til at kunne være mig selv i tryghed sammen med dem, jeg godt kan lide, og skabe en sikkerhedsafstand til dem, jeg føler dræner mig for energi og selvtillid. Jeg blev mere kærlig og klarsynet.

Det krævede en hård kamp at udvikle mig selv. Men udbyttet har været det hele værd. Jeg er blevet bedre til at se, hvad der er godt og skidt for mig. Jeg er blevet et mere åbent menneske, fordi jeg føler, at jeg ikke har så meget at frygte. Jeg er blevet bedre til at se andre menneskers fejl og mine egne fejl.

Nogle gange har det ikke været rart at vågne op til "virkeligheden," fordi stor erkendelse også kan være smertefuld. Når man vågner op for alvor, finder man ud af, at der ikke længere er nogen steder at flygte hen, hvis man vil være sig selv og have det godt. Så det kan faktisk være ret hårdt at få det godt. Men også en spændende udfordring at leve i overenstemmelse med ens behov.

Og fejlene holder man aldrig op med at begå. Man bliver bare mere bevidst om dem - og bedre til at undskylde dem.

Med venlig hilsen
Martin Østergaard

Tidsbestilling:
Mobil 50 27 28 28
eller
vores_hjerte@mail.dk


CMS med søgemaskineoptimering og ehandel