Hjælp! Jeg er far
- dagbog om livet i en småbørnsfamilie
Her kan du læse uddrag af bogens forord og et af kapitlerne.
Bogen udkom 5. maj 2003 på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Uddrag af forordet til bogen Hjælp! Jeg er far
”Jeg har lovet også at huske at skrive om glæderne som far, for der er jo så mange. Men når der er glade dage, har jeg ikke behov for at skrive. Så er dagene bare hvide som ren sne eller solgule som ti tusind mælkebøtter. Alt er lyst og godt, og jeg nyder min kæreste, vores kærlighed, børnene, latteren, det godmodige drilleri, slåskampene i sengen og kilderiet i sofaen. På gode dage er alt, som det skal være, og jeg behøver ikke sige mere.
At skrive dagbog er min måde at holde fast i mig selv på og skabe orden i kaos. At udgive et uddrag af dagbogen er mit behov for at dele mine oplevelser med andre og på den måde være til gavn. At genkende sider af mig selv i andres historier har altid virket helbredende på mig. Når jeg har læst, hvad andre har skrevet om deres svagheder, har det givet mig ekstra styrke til at leve med mine egne.
Bogen er skrevet på et tidspunkt, hvor min søn, Rasmus, nærmer sig sin 2 års fødselsdag, og min datter, Asta, lige er fyldt 8 år. Kærligheden til mine børn kan jeg ikke sammenligne med noget som helst andet. Den er fuldkommen uforbeholden. Og alligevel kan jeg nogle gange bliver så skide hidsig og må skynde mig at sige ”undskyld”, så snart jeg er faldet ned igen.
At have et godt familieliv og fred i sjælen er måske min største drøm overhovedet. Og den sværeste at realisere. At kæmpe for at holde kærligheden i live i en til tider dødbringende dagligdag kan gøre mig mere desperat end noget andet. Det kræver virkelig, at man nogle gange taler tingene igennem igen og igen for at få løst op for misforståelser og fejltagelser. Og at jeg omvendt andre gange holder min kæft i lange perioder og undlader at tale om problemerne, fordi for megen snak også kan blive et problem.”
Uddrag fra kapitel 9 og 10 i bogen Hjælp! Jeg er far
Huskeseddel
- Hvis nogen havde fortalt mig, hvor hårdt det ville blive…
- …havde jeg nok gjort det alligevel.
- Fået børn.
- Hold kæft hvor er det udmattende.
- Man vader rundt som en zombie og håber, ingen opdager det.
- Måske er det derfor, ingen advarer en.
- De tør ikke sige, hvor meget på skideren, man kommer.
- Måske fordi alle forældre tror, de er de eneste, der har problemer.
- Også selv om vi dybest set er klar over, at det har de andre også.
Åh fryd, når det endelig lykkes at have en god dag. Rasmus har sovet igennem hele natten uden at vågne, og vi har fået otte timers søvn begge to. Skønt. Man bliver helt søvnig af at sove så meget og så godt. Var kun oppe en enkelt gang ved firetiden for at gå på toilettet, og jeg listede for ikke at vække ham, selv om han ligger i værelset ved siden af. Hellere overforsigtig end uforsigtig.
Da Rasmus er stået op, skal jeg til bageren og spørger, om han vil med. Han siger ja og bliver begejstret. Jeg giver ham ikke overtøj på, men stopper ham i stedet ind under min uldtrøje og lyner lidt ned i halsen, så hans hoved stikker ud af halsåbningen. Da jeg kommer ind i bagerforretningen med den store bule under trøjen, spørger pigen bag disken, om jeg er gravid. ”Ja,” svarer jeg, ”og fødslen er lige gået i gang. Se, hovedet stikker allerede ud”.
Jeg arbejder hele formiddagen og har fri allerede klokken 13. Helle er hos lægen med Rasmus for at få noget astma-medicin til ham. Nu er hun træt af hans hosteri. I går kastede han op midt i et hosteanfald. Hun kommer hjem fra apoteket med en lille inhalator-maske til ham og astma-medicin for i alt 400 kroner. Så må vi håbe, at han vil acceptere at have masken på.
Helle har fri og er sammen med Rasmus, og jeg har ikke så meget med ham at gøre i dag. I morges sad jeg og arbejdede herinde på kontoret, mens han gik lidt frem og tilbage mellem mig, Helle og fjernsynet. Han er hvert sted et lille stykke tid, og så går han videre. Undervejs nåede han og jeg at tumle lidt rundt i dynerne i soveværelset, indtil jeg fandt ud af, at han skulle have skiftet ble. Bagefter tumlede vi videre i dynerne.
Nu råber Helle, at der er mad. Vi skal have krebinetter, kartofler, stuvede ærter og gulerødder. Vi har besøg af en god veninde og hendes barn. Hendes mand er på arbejde. Han har fået nyt job, et spændende sted. Han har hamrende travlt og kommer først meget sent hjem.
Jeg får en fornemmelse af at være det helt forkerte sted. Hjemme. Sammen med kvinder og børn. Det er helt forkert, at mit arbejde består i at gå rundt i sutsko, have en klient eller to om dagen og skrive løbende på en bog og nogle artikler. Det er ikke rigtigt arbejde. Rigtigt arbejde er at være ude i arbejdslivets brændpunkter, væk hjemmefra i mange timer hver dag, holde vigtige møder med andre mænd og arbejde over. Og komme sent hjem.
Jeg husker tydeligt de gange, jeg har været med i de vigtige brændpunkter. De steder hvor tingene sker i ens branche. Jeg husker især en morgen, jeg måtte køre Asta i børnehave i taxa og fortsætte videre med taxaen selv for at nå på arbejde. Da jeg havde afleveret hende i rekordfart, mens taxaen ventede og atter sad og gloede ud af taxaens duggede ruder, kunne jeg mærke, at det var helt-helt-helt forkert. Jeg havde slet ikke lyst til at aflevere hende klokken halv otte for at kunne nå frem til et møde klokken otte, hvor flere af mødedeltagerne alligevel kom 5-10 minutter for sent.
Jeg har aldrig været ansat noget sted uden at føle, at jeg løj over for en del af mig selv. Men derfor trækker det i mig alligevel. Suset ved fællesskabet og det fælles projekt. Alle de mange indtryk af andre mennesker. Suset. Det savner jeg.
Hjælp! Jeg er far
- dagbog om livet i en småbørnsfamilie
Bogen udkom 5. maj 2003 på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Du kan bestille et signeret eksemplar af bogen her .
Prisen er kr. 169,- inklusiv porto og forsendelse.
Rasmus er i dag blevet 3 år og har fået en lillebror, Simon. I forvejen har han en storesøster, Asta.
(jan.2004)
